Da vi flyttede hertil i 1982 var det i den grad en gammel og traditionel tilgroet have. Smækfyldt af bærbuske og frugttræer. I de første år ryddede vi haven for træer og buske og lagde kartofler i det hele, for at holde ukrudtet nede.
Interessen for en mere anlagt have kom først i 1993, da vi ryddede hele haven for alt. Og så blev der ellers sået græs i det hele.
Der er blevet plads til et voliere samt fuglehus. I samme side af haven er der også et drivhus, legeplads og tørrestativ til lillemor. Det gamle hønsehus er indrettet til teknikrum for el-installationer i haven.
For enden af haven mod marken - i den gamle hønsegård, er der i dag en stor overdækket terrasse på 36 m2.
Nu til sommer 2004 skal vi have lavet en pergola, der går fra terrassen og bagom havedammen. Formålet med den er selvfølgelig, at skygge for solen.
Men det er jo også kønt med et fuldt flor af forskellige Clematiser.
En gang om året kommer venner og familien og så har vi ellers "Store havedags weekend", hvor vi får ordnet alt det vi kan nå.